Jeg har flere gange på det seneste haft sessioner, hvor kunden har et dybfølt ønske om, at deres verden bliver anderledes – og de er virkelig tændte på at gøre noget anderledes.
Fælles for mange af dem er, at de sætter barren rigtig højt for deres forandring. For nogen lykkes det – men det er altså ikke flertallet.
For de fleste af dem viser det sig, når vi mødes igen, at det er svært for dem – og de er ikke kommet i mål med deres ønske om forandring.
Så pusler vi med tingene igen og finder et niveau, hvor det er muligt at komme i mål.
Hvorfor sætter du så høje mål?
Men hvad er det, der får dig til at sætte så høje mål? Typisk er dit ønske om forandring så stort, at du vil hurtigt i mål. Det kan virke sådan lidt quick fix-agtigt, når du starter med bål og brand, for nu skal der dælme ske noget.
Utålmodigheden er på spil – og jeg tror ikke altid, at du har øje på, at det er den, der spøger. Utålmodigheden kan være et godt drive til at få sat tingene i gang og for nogle også at drive deres proces – men for mange af os er den primært et benspænd.
Jeg kender utålmodigheden til hudløshed. Jeg har startet mange ting mange gange – for at blive skudt tilbage til start igen og igen. Til sidst mister vi jo troen på sig selv og tænker, at det aldrig vil lykkes. Og så er vi jo for alvor fanget i dyndet.
Overbevisninger
Nogen gange er det også dine egne indre forventninger, der kan stå i vejen. Det kan være, at du mener, at man ikke skal løbe mindre end 5 km, for ellers er det jo for lidt, og så batter det ikke noget.
Det kan også være, at du mener, at der skal være 2 timer til rådighed, for ellers kan du ikke nå det. Det kan være svært at finde to sammenhængende timer – og så kommer du aldrig i gang.
Din indre perfektionist kan stikke sit hoved frem. Måske vil du gerne se flere mennesker hjemme, men hvis huset skal stå pletfrit hver gang, så bliver det mere uoverskueligt – og så er det nemmere at lade være.
Så du kan ubevidst sætte alle mulige barrierer op, så du gør det svært for dig selv. Og nogle gange så har du slet ikke øje på, at det er den slags, der er på spil, for det kan være en historie du har haft med dig så længe, at det er blevet til en sandhed for os – selv om det jo ikke er rigtigt.
Men vi kan altid udfordre spillereglerne!
Alt eller intet
Hvis de høje mål så bliver kædet sammen med en ”alt eller intet” tilgang, så er scenen sat til, at det kan være svært at komme i gang med forandringen. For når tingene ikke lige spiller, så kan det hurtigt blive til en ”så kan det også være lige meget”, og så stopper al forandring.
Jeg hørte Morten Münster engang sige, at vi skal lære at trives med middelmådigheden, for vi kan aldrig leve op til vores mål 100% hver gang. Så vi skal kunne håndtere, når vi indimellem rammer lavere. En løbetur på 2 km er alt andet lige bedre end ingen løbetur, selv om målet var 5 km.
Overvældet og udmattet
Det kan også være, at du bliver så overvældet af forandringen, at du bliver udmattet – og så er det så nemt at vende tilbage til hvor, du kom fra, for her slapper hjernen af med noget kendt (også selv om det er ubehageligt).
Så med alt for store omvæltninger, kan vi skræmme os selv tilbage til status quo.
Jeg havde en kunde – lad os kalde hende Gitte – som ønskede at sætte tid af til meditationer. Hun satte et mål for to meditationer om dagen – morgen og aften. Jeg troede, hun mente to om ugen, som jeg synes, var et godt sted at starte, når man starter fra nul. Gitte måtte næste gang sænke barren, og nu arbejder hun efter to meditationer om ugen. Succesraten er meget større 🌱
Alt andet lige, så er det da federe at nå 2 ud af 2 meditationer end 2 ud af 10! Indsatsen er den samme, men vejen derhen føles med garanti helt forskelligt 😉
Sat op til fiasko?
”Jamen Helle – sætter du ikke dine kunder op til fiasko, når du lader dem sætte så høje mål?” Det kan da godt se sådan ud på overfladen, meeeen ….
Jeg søger altid at støtte dem til rimelige mål for deres forandring, og de får min mening om den vej, de er på vej ud af. Men nogen gange ønsker de at fortsætte. Og så må jeg bare sige, at der er virkelig meget læring i at fejle! Så når de kommer tilbage med deres uindfriede mål, så har vi et andet grundlag for, hvordan deres mål så kan se ud, så de sætter sig selv op til succes i stedet. Men så modtagelige var de jo ikke til at starte med!
Og at fejle betyder ikke, at vi er en fiasko. Det betyder, at vi har lært, at noget skal ændres, for at vi kan komme videre.
I øvrigt kan målene jo altid øges igen på et senere tidspunkt, hvor du er bedre klædt på til det. Så det behøver ikke at være uambitiøst – men det bliver en federe proces.
Da jeg læste til coach, lykkedes det mig faktisk at blive lidt misundelig på dem, som ikke bestod eksamen i første omgang. De fik jo muligheden for at dykke endnu mere ned i materialet og blive bedre – og formentlig blev de bedre end jeg var på det tidspunkt.
Uvurderligt 💖
16. juli 2024