“I walk down the street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I fall in.
I am lost… I am helpless.
It isn’t my fault.
It takes forever to find a way out.
I walk down the same street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I pretend I don’t see it.
I fall in again.
I can’t believe I am in the same place.
But, it isn’t my fault.
It still takes me a long time to get out.
I walk down the same street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I see it is there.
I still fall in. It’s a habit.
My eyes are open.
I know where I am.
It is my fault. I get out immediately.
I walk down the same street.
There is a deep hole in the sidewalk.
I walk around it.
I walk down another street.”
― Portia Nelson, There’s a Hole in My Sidewalk: The Romance of Self-Discovery
Jeg er ikke til digte – som i overhovedet ikke. Men det her er undtagelsen – det er jeg faktisk ret vild med, for det beskriver så fint, hvordan det er at arbejde med sine mønstre og vaner – hvor svært det kan være, og hvor lang tid det kan tage.
Når jeg læser det igen lige nu, så bliver jeg lidt varm indeni, fordi det er så spot on på processen, samtidig med at det indgyder en form for håb om, at det kan lade sig gøre. Jeg får en fornemmelse af, at et åg bliver løftet fra mine skuldre, fordi at falde i er en naturlig del af arbejdet med at ændre mønstre, og derfor ikke kun er noget, der rammer mig. Det fjerner følelsen af at være forkert, og jeg kan se mig selv med blidere øjne. Så selv som erfaren coach rammer ordene mig stadig – og det bruger jeg, når jeg arbejder.
Jeg genfortæller digtet i nogle af mine sessioner for at vise, hvor svært det kan være at ændre sine mønstre.
Jeg bruger det oftest til at fortælle, at der vil komme situationer, hvor de vil ”falde i hullet” og reagere med deres gamle mønstre. Det betyder ikke, at de er dårlige til at arbejde med tingene, men at det er en naturlig måde at reagere på, som gælder for alle andre også.
Derfor er der heller ingen grund til at dunke sig selv oven i hovedet med, at man har fejlet og har rygrad som en regnorm. I stedet kan man jo spørge sig selv: Hvad skal jeg lære af det her? Er der noget, der skal tilrettes – eller fortsættes der som planlagt? At falde i hullet er i hvert fald ikke en grund til at opgive at arbejde med mønstrene.
En anden ting er læringskurven fra, at vi ikke ved, hvad der er på spil, og at det ikke er vores skyld, fordi det er præget i os fra vores opvækst, til gradvis større bevidsthed, hvor vi begynder at se tingene tydeligere foran os, til klarhed over, hvad vi står overfor.
Så når vi vil finde en anden måde at være på, så er der også et indre arbejde, der skal gøres, så vi får den bevidsthed, der skal give os vores ”hell no” til, hvor vi er nu, og dermed incitament til at gøre det arbejde, der skal til for at rykke os.
Portia Nelsons ord minder mig også om, at vi ofte kan spænde ben for os selv med utålmodighed. Vi vil selvfølgelig se resultater – og vi vil se det hurtigt. Nogen gange anerkender vi simpelthen ikke, at ting tager tid. Det er altså de færreste af os, som har en aha-oplevelse og kan ændre mønster med det samme.
Det mest normale er, at det tager tid at forstå, og du kan først ændre det, når du ser det. Når du har set det, starter arbejdet med at sætte noget andet i stedet. Men du skal lige x antal gange i hullet, før du får knækket koden til en anden måde at være på.
Måske du også kan finde støtte i Portia Nelsons ord til at se, hvor du er henne med din selvopdagelse. Og måske giver det for dig anledning til nogle andre refleksioner end mine. Uanset hvad håber jeg, at du fornemmer et løft og et rygstød, og at der er lys for enden af tunnelen.
Jeg tror sg*, at jeg skal have digtet op på væggen som en daglig og kærlig reminder.
Skal det også op på din væg?
27. februar 2024